Nedtur på The Highlander

Når det ikke kan gå meget bedre, kan det jo altid gå meget værre. Det gjorde det så, da FAVN for anden gang skulle besøge The Highlander i Billund. Da vi spillede der første gang sidste år, endte det hele i et brag af en fest, efter en hård kamp for overhovedet at få publikums interesse. Denne gang havde vi dog en anden og meget større udfordring foran os: Stedets ejer, Karsten. Han havde ikke været til stede sidste gang. Det skulle vise sig at have afgørende betydning for aftenens forløb.

Han lagde ud med at være ubehøvlet fra det øjeblik, vi trådte ind ad døren. Vi var i forvejen blevet advaret af vores booker, Line, om at manden havde nægtet at modtage plakater! Det ville vi simpelthen ikke finde os i. Plakaterne er af gode grunde temmelig vigtige! Ud over at de jo gør folk opmærksomme på, at der er musik i aften, så er det også der, man ser bandets logo – og vigtigst: Adressen på hjemmesiden. Så vi havde altså selv taget en stak plakater med, og var sådan set parate til at dreje om på hælen og køre hjem, hvis ikke de blev hængt op. Det ville ikke give os nogle juridiske problemer, for kontrakten havde han ikke returneret, trods talrige opfordringer, og han vidste faktisk ikke, hvor han havde gjort af dem. Karsten accepterede at vi selv hang plakater op. Så langt, så godt. Det viste sig hurtigt, at Karsten måske ville have haft godt af, at have sagt ja til plakater, så han kunne studere dem lidt, for han troede nemlig, vi hed SAVN… Som om det ikke var nok, forsøgte han sig nu med en rigtig sjov vittighed, ved at kalde mig for Dan Turéll. Det havde jo været næsten ubegribelig morsomt, hvis jeg altså havde heddet Dan og ikke Don.

Karsten ville gerne afregne på forhånd, og brugte så verdens ældste trick, idet han spurgte, hvor meget det nu var, vi skulle have. Det kunne jo være, at vi selv havde glemt det, så han kunne spare nogle penge… Da vi nævnte det latterligt lave beløb, som vi set i bakspejlet aldrig skulle have accepteret, fnøs han gudhjælpemig og sagde, at han måttet have været fuld, da han gik med til det. Det er der nu nok heller ikke nogen tvivl om, at han har været. Han var fuld, da vi kom og blev kun mere og mere fuld og ubehagelig. Og det fandt vi snart ud af ikke var usædvanligt.

Vi gik i gang med den første time. For på The Highlander spiller man ikke tre gange tre kvarter, som ellers er standard næsten overalt, men tre gange en time. Til gengæld er hyren til grin. Vi havde en god, lang sætliste med. “Antibussen” var kommet på sætlisten, da den jo er bonustrack på “Nedtur”-singlen. “Afkrog af verden” havde sneget sig ind i andet sæt, og i tredje sæt havde vi premiere på et nyt nummer: “Rev mig løs”, som måske er FAVNs hidtil hårdeste rocknummer. Det rykker! Det gjorde det dog ikke ligefrem til at starte med. Vi havde nemlig ikke spillet mange sekunder, før Karsten begyndte at rende rundt og sprælle med arme og ben, fordi vi spillede ALT for højt. Det gjorde vi på ingen måde. Der var nemlig ikke særlig mange mennesker, og vi havde på forhånd besluttet, at starte ud med at spille så lavt, det nu var forsvarligt uden at være ødelæggende for musikken. Men det var altså ALT for højt. Især trommerne. Så Karsten kom slæbende med viskestykker, som Paw så skulle lægge over trommerne. En større fornærmelse mod en trommeslager findes vel næppe. Paw nægtede og smed viskestykkerne væk. Men han dæmpede sig. Faktisk så meget, at jeg begyndte at tvivle på, om han overhovedet spillede. Det var dog stadig ALT for højt ifølge Karsten.

Da første sæt sluttede, forsøgte jeg at forklare den stangstive arrangør, at trommerne kun kunne blive lavere, hvis Paw lod være med at røre dem overhovedet (og det var i forvejen tæt på), plus at min guitarforstærker heller ikke kunne skrues mere ned, end den allerede var. Paw havde nu fuldstændig mistet sin ellers ganske store tålmodighed, og spurgte Karsten, om han ikke bare skulle have sine penge igen, og så kunne vi jo pakke sammen og skride, for den behandling ville vi simpelthen ikke finde os i. Karsten var sådan set ligeglad, det skulle bare være lavere. Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at hvis vi havde taget en akustisk guitar og et vaskebræt med, kunne vi have spillet tordnende højt, uden at han havde sagt et kvæk til det. Nogle mennesker bliver simpelthen momentant sindssyge, når de ser en elektrisk guitar og et trommesæt. Så er det pr. automatik højt. Uanset om det så rent faktisk er højt eller ej.

Vi gik ud for at få noget frisk luft. Simon var gået i forvejen, da situationen derinde blev tilspidset. Han foretrak at holde sig væk. Paw var mest stemt for at pakke sammen og køre. Nu. Men hvis jeg ville fortsætte, ville han bakke op. Jeg syntes heller ikke, at udsigten til yderligere to timer i helvede var særligt tillokkende, men vi har mange penge ude at svømme, og jeg ville gerne have, at vi det mindste fik en lille smule ud af vores anstrengelser. Desuden har det gang på gang vist sig, at en aften kan ændre karakter på et øjeblik. Tre sæt kan være som tre forskellige koncerter. Vi blev enige om at give det en chance til, men hvis Karsten fortsatte med at skabe sig, ville vi stoppe og pakke sammen.

Vi gik ind for at gøre klar til andet sæt. Der var kommet flere mennesker, og vi blev mødt af kommentarer, såsom: ”Nu fyrer I den af, ikke?”. Jeg måtte jo svare, at det ville vi meget gerne, men vi måtte desværre ikke. (Selvom det jo netop var ved at fyre den af, at vi sidste gang forvandlede stedet til en frådende fest, hvor publikum ikke gav os lov at stoppe.) ”Bare ignorer ham. Manden er pissefuld. Han er jo ikke rask”, lød svaret. Interessant, at stedets kunder har det indtryk af deres vært. Da vi skulle til at spille, kom Karsten hen og gav mig hånden. ”Tak for i aften. Det er meget højt”, sagde han og gik. Jeg var først i tvivl om, om det var hans egen subtile måde, at smide os ud på, men så gik det op for mig, at han var gået hjem. Volumeknappen tog sig en tur mod højre og ”Nedtur” bragede ud i lokalet. Han skulle da have lidt musik til hjemturen. Øjeblikkelig blev det tydeligt, hvor stor en betydning det har, når rockmusik bliver spillet, som det skal. Uden fingre imellem. Publikum havde af gode grunde ignoreret os i første sæt. Karsten havde ligesom stjålet hele billedet med sit eget, pinlige show. Nu sad de pludselig og rykkede med derude. Efter et par numre, spurgte jeg, om det var for højt. Bortset fra én af Karstens disciple, der var kommet for at snakke med sin ven, og derfor i sin visdom havde sat sig LIGE foran os, var svaret et rungende ”Nej!”. Jeg fik øjenkontakt med disciplen og sagde: ”Godt, for det bliver heller ikke lavere”, hvorefter han fik ”Burhøns” kastet lige i smasken. Resten af aftenen forløb fint. Især en flok feststemte mennesker ved et nærliggende bord bidrog aktivt til at holde festen i gang.

Et brag som sidste gang blev det aldrig. Der var ikke lige så mange mennesker, og det var svært helt at vende den dårlige stemning, som Karsten havde spredt. Men vi gennemførte koncerten og satte os for at puste ud og drikke nogle øl. En mindeværdig aften. Sjældent har man set et så gennemført forsøg på at spolere sin egen fest og køre sit eget sted i sænk. Det skal nok lykkes for Karsten en dag. Med mindre han får kørt sig selv i sænk først. Det skulle ikke være så svært. Han skal bare fortsætte som hidtil.

Don Falch

Sætlisten:

1.   Lån en lille løgn
2.   Mød mig i mørket (Malurt)
3.   Kærligheden overvinder alt (Steffen Brandt)
4.   Det er en kold tid (K. Larsen/Larsen-Hartmann-Petersen) – Lige her
5.   Antibussen
6.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7.   Vent!
8.   Taxa i tomgang
9.   Født i en metro

Pause

10. Nedtur
11. Fremmed (Kim Larsen)
12. Burhøns (Peter A.G. Nielsen)
13. Alverden så på
14. Fald min engel (Steffen Brandt)
15. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
16. Afkrog af verden
17. Tag mig op
18. Har vi hul igennem her

Pause

19. Genstart
20. Hvis du får brug for mig
21. Rev mig løs
22. Midt om natten (Kim Larsen)
23. Et sted derude (Steffen Brandt)
24. Når lyset bryder frem (Sebastian)
25. Vi lukker nu