Punktum finale for 2011

december 28, 2011
Punktum finale for 2011

Årets sidste FAVN-koncert var en lukket fest af særlig karakter: Paws kæreste, Stines 40 års fødselsdag blev fejret i Holtug Forsamlingshus, som ligger meget tæt på deres hjem i Holtug. Festen var en gave til Stine, og FAVN var på ganske særlig vis blevet hyret til at spille til festen: Det var nemlig Stines forældre, der for et år siden købte en koncert via vores Pledgeprojekt. Projektet gik ud på, at vores fans via hjemmesiden pledgemusic.com kunne hjælpe med at finansiere udgivelsen af vores nye album, UNDER EN STJERNE, ved på forhånd at investere i en lang række tilbud, vi havde linet op. De kunne f.eks. bestille det nye album, inden det overhovedet var færdigt, eller de kunne bestille en særlig indspilning af os med vores dugfriske fortolkning af en sang (ikke nødvendigvis vores egen) efter deres valg , og som kun de ville være den stolte ejer af. Det sidstnævnte tilbud var der utroligt nok kun EEN, der benyttede sig af. FAVN skulle nå at samle over 10.000,- på tre måneder. Lykkedes det ikke, ville projektet falde til jorden, og vi ville være nødt til at finde pengene på anden vis. Det var Stines forældre, der fik os over målstregen, og onsdag d. 28/12 2011 skulle vi gøre arbejdet for de penge, vi for længst havde fået og brugt.

Efter ønske fra Stine spillede vi først et sæt med kun egne sange. Senere skulle vi spille op til dans med en masse gamle hits, og meget gerne med deltagelse af de af Stines gæster, der kunne spille eller synge (eller havde tænkt sig at gøre det alligevel).

Af uvisse årsager havde jeg lidt knas med stemmen, men min nye monitor, som blev taget i brug for første gang denne aften, gav mig heldigvis fuld valuta for pengene. Den kan spille højt, kan den! En spot på gulvet foran mig gav mig også en spændende udfordring, idet den gjorde det umuligt for mig at se, hvor på guitaren jeg placerede mine fingre. Derfor fik den første sang nogle ekstra, knap så hensigtsmæssige akkorder hist og her.

Under en stjerne” blev indledt med en bemærkning om, at det for mere etablerede navne måske næsten er en selvfølge at komme i radioen, men det har været en lang, sej kamp for os. Derfor er sangen et hit i vores bevidsthed, selv om det er begrænset, hvor mange hitlister den har besøgt. (Der HAR faktisk været hitlisteplaceringer på diverse lokalradioer.) Kort efter spillede vi for første gang siden d. 27/1 – 2007 (!) “Alverden så på” i sin oprindelige, elektriske form – med afsluttende guitarsolo. Det var faktisk ret fedt at prøve det igen. Den countryversion, vi efterhånden er blevet vant til at spille, fejler bestemt ingenting, men det var forfriskende at spille den elektriske version igen. “Min hånd holder fast i din” var den ene af to sange i sættet, der kulminerede i fællessang, og efter den kom en af Stines favoritter, som vi ikke får spillet så tit, som vi gerne ville: “Undergang“. De fleste FAVN-koncerter i 2011 har været korte, fordi vi ikke har været det eneste navn på programmet. Derfor har vi langt fra kunnet spille alle de sange, vi gerne ville. Anden omgang fællessang var i “Forfra igen”, som var speciel at spille, pga. tilstedeværelsen af både mine og Paws (to ældste) børn, som medvirker i videoen, der blev optaget i december 2007. Det kunne jeg heller ikke lade være med at gøre opmærksom på. Se videoen her:

“Har vi hul igennem her” afsluttede sættet på vanlig vis, og præsentationsrunden vakte morskab, eftersom ingen af de tilstedeværende var i tvivl om, hvem der spillede for dem. Derpå var der krav om ekstranumre, men de måtte vente lidt. Vi holdt en pause, hvor vi hyggede os med de øvrige gæster (og Paw var jo medvært ved festen). Senere var der ikke ekstranumre, men et ekstraSÆT, hvor vi fik sat et behørigt punktum for et mindeværdigt år for FAVN. På opfordring startede vi med vores version af “Hilsen til forårssolen” og derpå fulgte en lind strøm af rockklassikere. En kæk opfordring til at spille “Tom Dooley” blev også imødekommet. Det var ment som en joke, men eftersom jeg er musiklærer, er jeg temmelig velbevandret i børnesange, og de første par vers af “Tom Dooley” kunne jeg godt huske. Der var adskillige musikere blandt gæsterne, så der var en del gæsteoptrædener undervejs, som kulminerede i en vildt underholdende rockversion af “Så længe jeg lever” med Paws far som gæstesanger.

FAVN takker for støtte og opbakning i 2011, og vi glæder os til et spændende 2012!

Don Falch

Sættet med FAVN-sange:

1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Vent!
4. Alverden så på
5. Min hånd holder fast i din
6. Undergang
7. Født i en metro
8. Nogen at snakke med
9. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
10. Har vi hul igennem her

Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact