“Det bliver nok ret højt”

Sidste gang FAVN besøgte Ambolten, havde det, uden vi vidste det, været sidste job med Søren som bassist. Nu var det første gang med vores livebassist Simon. Margrethe havde været bange for lydstyrken sidste gang. Denne gang havde hun tilsyneladende accepteret, at sådan var det. Det var måske fordi vi sidste gang virkelig havde fået skovlen under publikum. Margrethe gik denne gang i stedet rundt og advarede dem, der sad nærmest scenen med advarsler i retning af “de er rigtig gode, men det bliver nok ret højt”.

Efter et veloverstået første sæt, havde vi fået et lidt usædvanligt ønske fra en ung gut i publikum: ”Lawdy Miss Clawdy”. Et Elvis-hit, som jeg havde spillet i den nu hedengangne blues/folk trio med det legendariske navn “Mærk Øglen”. Jeg satte Simon ind i den simple akkordrundgang i pausen, og i andet sæt spillede vi så en pletfri version. Umiddelbart efter begyndte min guitar desværre at støje, og det blev værre og værre. Jeg prøvede at skifte kabler, men det hjalp ikke. Til sidst støjede guitaren så meget, at ”Alverden så på” blev ødelagt. Margrethe kom løbende hen til mig og råbte: “Det lyder af helvede til”! Det havde jeg opdaget. Jeg fortalte publikum, at vi måtte holde pause pga. tekniske problemer. En fyr i baren råbte “god tur hjem”, og det skulle han have haft tak for. Hans råb inspirerede nemlig til en linje i sangen ”Forfra igen”. Margrethe tog afbrydelsen pænt, og vi kompenserede ved at gøre sidste sæt ekstra langt.

Støjen viste sig at komme fra et løst stik i en pedal. Da vi var klar igen, lagde vi ud med Beatles’ ”I Saw Her Standing There” for virkelig at fedte for dem. Det virkede og vi havde brug for at få stemningen pisket i vejret efter afbrydelsen, så sættet kom til mest at bestå af træfsikre covernumre. Resultatet var den rene fest, og vi fik ikke lov til at stoppe.

Første ekstranummer var mildt sagt usædvanligt: To brødre var meget opsatte på at høre ”Himmelhunden”, som man ikke ligefrem kan beskylde for at kunne falde naturligt ind i et FAVN-sæt. Dertil kommer, at det er en sang, jeg så vidt muligt prøver at undgå, så selv om jeg havde villet, kunne jeg ikke synge den. De måtte selv synge den, hvis de absolut ville have den, sagde jeg. Det var desværre ikke helt så afvisende overfor, som jeg havde håbet… Simon kunne godt spille sangen, så han førte an og sagde akkorderne højt undervejs. Brødrene overtog scenen og Simon og jeg stod på gulvet foran. Kønt var det ikke, men stemningen kunne man ikke klage over. Jeg følte mig eventyrlysten nu, så næste nummer blev en spontan udgave af Gasolin’s ”Hva’ gør vi nu, lille du”, og festen fortsatte.. Efter at have kørt publikum helt op under loftet med ”Twist and Shout”, sagde vi definitivt tak for i aften. Margrethe var helt oppe at køre.

Paw talte efterfølgende med en trommeslager, som han også havde talt med sidst, vi var der. Dengang havde manden fortalt Paw, at han havde stiftet familie og derfor lagt trommespillet på hylden. Paw havde sagt, at det da var en fejl og brugt sig selv og undertegnede som eksempler på, at det sagtens kan lade sig gøre at have familie og
spille i et band. Det havde gjort indtryk og denne gang fortalte trommeslageren, at han var begyndt at spille igen. Sådan!

Don Falch

Sætlisten:

1.   C’mon Everybody (Eddie Cochran)
2.   Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
3.   Tag mig op
4.   Lige her
5.   All Along the Watchtower (Bob Dylan)
6.   Afkrog af verden
7.   One (U2)
8.   Nanna (K. Larsen/Gasolin’)

Pause

9.   Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
10. Hvis du får brug for mig
11. Lawdy Miss Clawdy (Lieber/Stoller) – på opfordring
12. Rabalder (Gasolin’-T.Bogs/Gasolin’-T.Bogs-M.Mogensen)
13. Alverden så på

Pause pga. tekniske problemer

14. I Saw Her Standing There (Lennon/McCartney)
15. Født i en metro
16. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
17. Mød mig i mørket (Malurt)
18. Glory Days (Bruce Springsteen)
19. This is My Life (Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
20. Har vi hul igennem her
21. Midt om natten (Kim Larsen)
22. Lån en lille løgn

Ekstra:
23. Himmelhunden (Teddy Edelmann) – på opfordring og med gæstesangere
24. Hva’ gør vi nu, lille du (Gasolin’/M. Mogensen)
25. Fire (Bruce Springsteen)
26. Vi lukker nu
27. Rock and Roll (Page/Plant)
28. Twist and Shout (Medley/Russel)

Share:
Copyright 2018 favn.net | All Rights Reserved | Handels- Og Leveringsbetingelser | Designed By Sitepact