FAVNs anden koncert i Svendborg foregik på et lille værtshus ved navn Strandlyst. Sidste gang, vi havde spillet i Svendborg, var på værtshuset Hansted, hvor det endte i en fest, på trods af lurende katastrofe i et lydhelvede forårsaget af stenvægge. Strandlyst var en helt anden type sted. Det lignede faktisk mest en lille restaurant.
Ved indgangen hang et opslag, der viste, at Strandlyst bød på et bredt udvalg af musik. Der var både kormusik, country, pop m.m. Det tydede jo på et publikum, der var vant til lidt af hvert, hvilket umiddelbart var et godt tegn.
Bordene var placeret lige foran os, hvilket vi undrede os over. Skulle folk så sidde lige foran os, mens vi tæskede rockmusik ud i hovedet på dem? Vi fik at vide, at de havde erfaring for, at folk ellers dansede meget tæt på bandet, hvilket godt kunne gå ud over bandets udstyr og ikke mindst forsangerens tænder. Det var en argumentation, jeg kunne forholde mig til. Mine tænder havde været i overhængende fare, sidst vi var i Svendborg.
Da vi havde stillet op, gik Paw og Simon ud for at spise. Jeg havde spist, før vi ankom, og gik ikke med. De endte på en eller anden snask og Paw fortalte senere, at de næsten blev beskyldt for at ville snyde, da de forsøgte at betale snaskejerne, hvis regnefærdigheder åbenbart ikke rakte til at kunne overskue, at to personer havde købt en pizza hver. Simons ellers veludviklede pædagogiske evner havde været på en hård prøve.
Der var mange mennesker, da vi startede. De fleste kom lige fra en Big Fat Snake koncert, og dermed burde de jo være varmet op og lige til at gå til for os. Vi startede stille med ”Taxa i tomgang”, og kunne hurtigt konstatere, at de vist havde fået musik nok for den aften, for snakken gik lystigt. Det virkede mest som om, at vi var et irriterende element, som man var nødt til at prøve at overdøve. Vi trykkede lidt mere til den, men det hjalp ikke. De snakkede bare højere.
Efterhånden blev vi temmelig frustrerede over, at intet rigtigt bed på dem. Vi begyndte at spille flere covernumre i et absurd højt tempo og med stigende lydstyrke. Deriblandt ”C’mon Everybody”, som Big Fat Snake også har haft på repertoiret. Det virkede heller ikke. Utroligt nok sad der folk ved bordene lige foran os. Der blev danset lidt, men det var generelt meget småt med responsen.
En kvinde, der kom lige fra Big Fat Snake koncerten, udbrød “du kan godt nok spille guitar, hva’?”, da jeg var kravlet op på hendes bord, hvor jeg spillede den accelererende outro på ”Har vi hul igennem her” i et desperat forsøg på at få netop det. Det lykkedes så lige dér, at få hul igennem til hende for en kort stund.
Efterhånden begyndte folk at sive, og paradoksalt endte vi med at spille vores sidste sæt ved lav volumen for det tynde øl, der var blevet tilbage. De syntes, det var pragtfuldt med noget musik til deres massive brandert. Til sidst var der endda et par stykker, der gerne ville have et ekstranummer. For at gøre noget anderledes og spontant kastede jeg uden varsel bandet ud i Beatles’ ”Let it Be”, hvis titel udgør en passende overskrift for beretningen om den aften. Vi havde aldrig nogen sinde spillet sangen før (ikke sammen, i hvert fald), men bortset fra, at jeg valgte en toneart, der var for lav til min stemme, kom vi godt igennem den.
I en lang pause før 3. sæt havde jeg en interessant samtale med en mand, som var høj hele aftenen efter at jeg til lydprøven havde spillet Neil Youngs ”Helpless”, hvilket havde givet ham en god gang gåsehud. Han fortalte at hans forældre skulle skilles, da han var barn. Da papirerne, som de skulle skrive under på ankom, havde han taget dem og gemt dem i flere år, så de til sidst opgav at blive skilt og endda til sidst fandt sammen igen! Han fortalte også Paw, at hvis vi skulle lave en musikvideo, skulle vi bare snakke med ham, for han havde arbejdet nede på havnen med det hårdeste arbejde i verden, hvor man iført dykkerudstyr skulle ned på bunden af havnen og slå nogle kæmpe søm ned i et eller andet. Det var der ifølge ham kun meget få mennesker i verden, der kunne gøre. De kunne faktisk nok kun tælles på én hånd. Imidlertid var han overbevist om, at Paw var en af de få, der kunne udføre dette arbejde! Hvordan det skulle kunne blive til en musikvideo, forbliver et mysterium, men han blev ved med at vende tilbage til det, indtil vi sidst på aftenen havde pakket sammen og kørte vores vej. Han var stadig ved at fortælle og forklare, da Paw satte bilen i gear og vi tog hul på hjemturen.
Don Falch
Sætlisten:
1. Taxa i tomgang
2. Lån en lille løgn
3. Mød mig i mørket (Malurt)
4. På vej
5. Antibussen
6. Hvis din far gi’r dig lov (K. Larsen/M. Mogensen)
7. Hvor blev det hele af
8. Født i en metro
Pause
9. Nedtur
10. All Along the Watchtower (Bob Dylan)
11. C’mon Everybody (Eddie Cochran)
12. Lige her
13. Fire (Bruce Springsteen)
14. Langebro (Larsen-Beckerlee-Jönsson/DP)
15. Tag mig op
16. Har vi hul igennem her
Pause
17. Hvis du får brug for mig
18. Midt om natten (Kim Larsen)
19. Alverden så på
20. Stand by Me (Leiber – Stoller – Ben E. King)
21. Det bedste til mig og mine venner (Gasolin’/M. Mogensen)
22. Vi lukker nu
Ekstra:
23. This is My Life(Gasolin’-Tommy Bogs/M.C. Moloney)
24. Let it Be (Lennon/McCartney)