FAVN på speed

1. del: Lang lørdag.

Det har været et hektisk efterår og en endnu mere hektisk vinter for FAVN. I efteråret skulle det nye album, UNDER EN STJERNE, færdiggøres, samtidig med at vi på Pledgemusic.com skulle overbevise ikke så få mennesker om, at det endnu ikke færdige album var værd at investere i. Et forløb, der mildt sagt blev kompliceret at gennemføre, da jeg skulle separeres og flytte midt i det hele. Men gennemført blev det. Da albummet så var færdigt (og hvilket resultat!), skulle det jo lanceres. Det er vi ikke færdige med endnu. Langt fra. Men vi har i løbet af februar fokuseret kraftigt på presseomtale i Roskilde og omegn, da releasefesten for albummet skulle holdes i Kælderen på Gimle. Et lokale, vi havde lejet for små 8.000 (!!!) kr.

Vi havde faktisk virkelig stor succes med den lokale presse. Det blev til interviews i både Dagbladet (se her), Roskilde Avis og Dampradioen. (Se video fra vores besøg på Dampradioen her.) Nu gjaldt det jo så om, at få folk til at komme og støtte projektet og – for en god dels vedkommende – opdage, at det her er blodig alvor for os! Hvis man er i tvivl om det efter en FAVN-koncert, skal man have sit hoved undersøgt. Men det kræver først og fremmest, at man dukker op.

Billetprisen var sat til 85,- og det var så lavt, som vi overhovedet kunne forsvare at sætte den. Det krævede så, at 100 mennesker fandt vej til releasefesten, hvis bare lejen af lokalet skulle i hus. Så vi begyndte at råbe højt! Især på Facebook, hvor vi ved af erfaring, at man skal råbe så højt og så længe, at man selv er overbevist om, at alle må være ved at brække sig af at høre om det. Og så er det, at man lige skal give den en tand eller to mere. For vi har flere gange konstateret, at der er masser af venner og bekendte, der da slet ikke har hørt om det dér, vi nu har gang i. Og det selv om vi synes, at vi har proppet det ned i halsen på dem. En anden erfaring, vi har gjort os, er at de fleste danskere pr. automatik udsætter alting til sidste sekund. Både under vores projekt på Pledgemusic og nu vedrørende billetsalget, gik det til at starte med så langsomt, at vi var bange for, at vi måtte aflyse. I sidste sekund kom alle så åbenbart i tanke om, at de vist hellere måtte få købt billetter, og vi kunne ånde lettet op. Jeg vil tro, at besøgstallet i Gimles kælder til sidst lå omkring de 80-90 mennesker, hvilket var glimrende.

Vi mødtes sidst på formiddagen d. 5/3 for at gøre klar til aftenens fest. Eftersom vi selv skulle medbringe og stå for scene, lys og lyd, havde vi sådan set rigeligt at lave. (Se FAVNs første besøg i Kælderen her.) Paw havde købt et stort og flot bagtæppe, og kælderen blev dækket med FAVN-plakater med små serviceoplysninger. Der blev brændt cd’er med fire sange, som folk fik gratis med ved køb af et af FAVNs ”gamle” albums. Ideen var så, at man gav den brændte cd videre til en ven, som kunne tænkes at blive smittet med ens entusiasme og brænde varm på musikken.

Scenen og det lånte lys stod på Skt. Josefs Skole (hvor de rare og hjælpsomme pedeller havde været så venlige at stille det hele klar til os) og skulle hentes i en fart, hvis vi skulle gøre os forhåbninger om at nå det hele. Vi manglede bare en trailer til at transportere det hele. Da vi ikke havde udsigt til at få fingrene i sådan én lige med det første, besluttede vi at satse på at kunne have det i vores biler. Paws kollega, Lars, som var en fuldstændig uvurderlig hjælp hele lørdagen, og jeg kørte af sted for at hente det hele, og det viste sig lykkeligvis at det godt kunne mases ind i bilerne.

Lars fik hurtigt banket scenen op. Bagtæppet kom op. Smukt syn. Lyset kom op. Vi havde også en projektor kørende ved siden af scenen, hvor udvalgte fotos fra de sidste ti år kørte i ring. Kælderen var nu forvandlet til FAVN-land. Vores trofaste livebassist, Simon, samt vores to andre medsammensvorne ved indspilningerne af UNDER EN STJERNE; guitarist Lars Høier og tangentspiller Martin Valsted, dukkede op i løbet af dagen. Vi holdt en meget opmuntrende lydprøve, hvor vi kunne konstatere, at der var rigtig god lyd i det temmelig lyddøde lokale, som såmænd også er bygget til at give gode vilkår for høj musik.

Faktisk holdt vi to lydprøver, for vi skulle spille to meget forskellige sæt. Første sæt skulle være afdæmpet og ”akustisk”. Kun Paw på cajon, percussion, kor, klokkespil og melodika, og undertegnede på sang, akustisk guitar og mundharpe. I andet sæt skulle den stå på rock. Først og fremmest leveret af vores sædvanlige trio med Simon på bas, men også med besøg af Lars og Martin, som skulle spille med på nogle af de nye sange. Det havde oprindelig været tanken, at vi skulle spille ét langt sæt, men da Simons band, Concrete Flowers, samme aften skulle være support for Black City i Tanken ovenpå, var vi nødt til at ændre planer. Godt det samme, for jeg er ret overbevist om, at det var rigtig godt, at vi fik vist begge sider af FAVN live, og delt aftenen op i et intenst ”hold kæft og lyt”-sæt, hvor teksterne i højere grad var i fokus, og så et rock-sæt med knald på, hvor folk kunne slå sig løs sammen med os.

Da klokken blev 19 og dørene skulle åbnes, havde vi nået alt, bortset fra at spise. Så vi besøgte en grill i nærheden, mens folk begyndte at ankomme. Så kunne vi også være rockstjerne-agtige og komme lidt for sent til vores egen fest. Fedt. Jeg kæmpede ihærdigt for at klemme bare halvdelen af min dürüm ned. Det var ikke nemt. Adrenalinet i min krop gjorde nu for alvor sit indtog, og tog dermed min appetit, og kødet var ikke kebab, men noget røvsygt oksekød, som de egentlig burde have haft lige i synet igen.

Det var selvsagt meget hyggeligt, at gå rundt og hilse på venner, familie, kollegaer og bekendte, som nu strømmede til fra nær og fjern for at høre FAVN. Jeg er ret overbevist om, at mange af dem kom for at få en hyggelig aften, men ikke ligefrem regnede med at skulle gå derfra som fans. (Her tænker jeg naturligvis på dem, der ikke havde oplevet os før.) Det fik vi lavet grundigt om på.

2. del: : Første sæt.

Vi gik på scenen ca. kl. 20, hvor Paw holdt en spontan velkomsttale, hvorefter vi kastede os ud i første sæt. Lige fra første sekund kunne vi overraske det forventningsfulde publikum. Vi åbnede nemlig med det sidste nummer på UNDER EN STJERNE: ”Etellerandetsted”, som er et instrumentalnummer, der på albummet spilles på klaver, keyboard og melodika. Næppe et nummer nogen havde forventet at høre denne aften, men vi indledte altså koncerten med en ny udgave, hvor jeg med fingerspil på min akustiske guitar akkompagnerede Paw, der spillede melodien på hele to melodikaer; en til A-stykket og en anden til B-stykket.

Derpå var det tid til titelnummeret, som sad lige i skabet, hvorpå vi dykkede ned i bagkataloget. Det er virkelig interessant som nyt materiale og tidens gang sætter det ældre materiale i nyt lys. ”Genstart” var oprindelig en sang om en mand, der nærmest har levet sit liv som en robot, men en dag vågner op og starter på en frisk. Begynder at LEVE. Nu passede sangen pludselig skræmmende godt på mit eget liv, som ser temmelig anderledes ud end det gjorde for under et halvt år siden. Heldigvis kunne sangen også bære at blive spillet i et fuldstændig afsindigt tempo. Det skulle vise sig at være helt generelt denne aften, at adrenalinen tog magten fra os. Det havde en positiv indvirkning på energien på scenen, men tempoet var i langt de fleste sange så højt, at man havde fornemmelsen af at halse efter sangene. Deraf titlen på dette indlæg. Paw havde endda medbragt en metronom, hvor sangenes tempi var indprogrammeret. Lige meget hjalp det. Årsagen var, at vi simpelthen var ude af form. Vi havde ikke spillet FAVN-numre live i over et år. Det er meget almindeligt, at det første og største offer, når man kommer op på de skrå brædder igen, er tempoet. Dertil kommer at halvdelen af repertoiret var helt nyt og aldrig tidligere spillet for et publikum. Interessant nok var det dog oftere de ældre numre, som drønede over stok og sten. Sikkert fordi vi havde fokuseret på de nye sange, da vi øvede op til koncerten.

Derpå fulgte ”Afkrog af verden” fra vores debut, HAR VI HUL IGENNEM HER. Den sang er en af vores absolutte favoritter, men har sjældent gjort det store indtryk på folk, når vi har spillet rockversionen live. Den akustiske duoversion, som blev til i forbindelse med koncerten på Selsø Slot i maj 2009, er til gengæld et hit! Når folk altså hører efter, vel at mærke. Det gjorde de i Kælderen, og sangen var et klart højdepunkt i 1. sæt.

Også ”Lusen” fra UNDER EN STJERNE var et hit. Den er også en af vores favoritter, og med sit i forvejen folkede arrangement lå det lige til højrebenet at spille den som duo.

Det havde været en smuk og klar dag, og midtvejs i første sæt fejrede vi forårets komme med Dissing/Andersens ”Hilsen til forårssolen”, som vi udgav som single sidste år. (Køb den her.) Det var en lidt hurtig, men solid version, som også forhindrede 1. sæt i at blive alt for sørgmodigt, for der var en del tunge sange på sætlisten.

”Vent!”, for eksempel. En af de stærkeste sange i FAVNs repertoire. Den handler om at være faldet ned i et dybt hul, som man har brug for hjælp til at komme op af igen. Igen en sang, der har det med at gøre større indtryk på publikum, når vi spiller den som duo. Den sang gjorde det ud for de mest intense fire minutter i første sæt. Måske i hele koncerten.

Havde man brug for et følelsesmæssigt pusterum efter den sang, blev man slemt skuffet, for den blev fulgt af endnu en sværvægter fra bagkataloget: ”Hvor blev det hele af”. En sang om, hvordan man kan gå fra at være tæt forbundne til næsten fremmede for hinanden.

SÅ var der også brug for et skift, og vores heftige countryversion af ”Alverden så på” klarede den opgave fortrinligt. Jeg kom godt nok på glatis undervejs, da jeg glemte teksten til næstsidste vers, og forsøgte at spørge Paw, om han mon kunne huske det. Han kiggede på mig med et lettere forvirret smil, og kunne vist ikke høre mig. Jeg valgte bare at synge det samme vers igen. Det er underligt som det ofte er det samme sted i en sang, hvor teksten smutter. Når det sker i ”Alverden så på” er det netop næstsidste vers, der pludselig er helt væk. Underligt.

Natten til lørdag var jeg blevet vækket af en mms med et billede af min lille nyfødte niece. Denne glædelige begivenhed medførte desværre, at den stolte fader måtte melde afbud til releasefesten, hvilket ikke var helt uventet. Alligevel blev ”I nuet” og ”Min hånd holder fast i din” tilegnet ham, samt mine egne børn, som var til deres anden FAVN-koncert denne aften. De oplevede det dog som den første, da de var tre og et år gamle, sidst de så os. Det var faktisk ved den første FAVN koncert overhovedet. Sangene blev også tilegnet Paw, som for kun fire måneder siden blev far for fjerde gang. Jeg bekendtgjorde, at vi gerne ville have hjælp af det store ”kælderkor”, når vi nåede til outroen i ”Min hånd holder fast i din”, og publikum var heldigvis meget, meget beredvillige. De sang lystigt med, og således sluttede et intenst første sæt med fællessang. Faktisk havde vi planlagt en fin lille tostemmig slutning på sangen, men det glemte jeg alt om i kampens hede. I det hele var det ikke småt med, hvad der blev glemt af aftaler denne aften, men så længe publikum ikke opdager noget, er alt jo godt.

Det dejlige ved at spille to sæt denne aften var, at vi i pausen havde fået lidt mere ro på, og kunne slappe af, mens vi gik rundt og snakkede med folk. Og jeg skal love for, at der var ros i lange baner. Flere havde stået og grædt om kap. Pragtfuldt at vide, at sangene i den grad kan trænge ind og røre folk på den måde. Det var lige før, jeg blev lidt urolig for, om andet sæt ville blive et antiklimaks. Jeg håbede, det ville blive en forløsning.

3. del: Besøg på scenen.

Da Simon kom tilbage efter at have spillet ovenpå, var det tid at skyde rockdelen i gang. Vi åbnede med ”Undergang”, som med sine 6/8 er en tung satan, der samtidig rykker. Den sad hvor den skulle, og blev fulgt af ”Fugleskræmsel”, som også bestod sin livedebut med bravur. Det var skønt i løbet af aftenen at kunne konstatere, at de nye sange alle sammen sparker røv live. Vi havde da haft stærkt på fornemmelsen, at de ville virke, men det var dejligt at få det bekræftet. Efter de to debuter skød vi et par gamle ”hits” efter publikum. ”Lån en lille løgn” har altid været et fortræffeligt livenummer, og denne aften var ingen undtagelse. Folk reagerede på energien, og da jeg dæmpede bandet for at få publikum til at gentage, hvad jeg sang, var det ikke ligefrem noget, jeg skulle kæmpe for. Hver gang jeg sang en frase, fik jeg den tilbage som et brølende ekko. Fantastisk.

Det var seks års dagen for vores første releasefest og dermed også for vores første musikvideo, som blev filmet ved den fest. Vi ville gerne markere det med en ny video, og opfordrede publikum til at fiske mobilerne frem og filme os, mens vi spillede sangen. Den fik fuld skrue, og bød endda på tostemmig fællessang (i falset) hen imod slutningen, hvor jeg dæmpede bandet. Tanken var, at publikum så kunne sende os deres optagelser, hvorefter vi ville klippe en ny video sammen. De filmede såmænd også løs, men vi mangler stadig væk at modtage videoer nok til, at vi kan realisere ideen.

Nu blev det så tid til aftenens første gæsteoptræden. Guitaristen Lars Høier, som har bidraget væsentligt til ”Sikkerhed om bord” på albummet, kom på scenen for at spille med på netop den sang. Vi havde haft lidt knas med den i øvelokalet, fordi den har en melodi, som går både dybt og højt, og det er jo til at overkomme i et studie, men live er især dybe toner noget af en udfordring. De drukner i bulder og brag, og der er intet, der slider en stemme så hurtigt, som når man er tvunget til at presse nede i det dybe leje. Jeg havde eksperimenteret med at synge en overstemme, men resultatet blev så bare, at sangen blev forvandlet til en anden (dårlig) sang. At skifte toneart ville bare give problemer i de høje toner, så vi endte med at spille versene meget mere afdæmpet end på albummet, hvilket virkede fint. Desværre skete der det, da vi var gået i gang med sangen til releasefesten, at jeg simpelthen ikke kunne huske teksten. Jeg var helt blank, mens vi stod og trådte vande, hvilket man sagtens kan med den sang. Den er fleksibel. Til sidst vendte jeg mig mod Paw for at høre, om han mon kunne huske, hvordan sangen begynder, men i det samme kom det til mig. Jeg begyndte at synge, men var allerede halvvejs i første vers nødt til at synge sort, da teksten forsvandt igen. Heldigvis var det kun et par linjer. Så var jeg tilbage på sporet. Ellers viste sangen sig som ventet at være et fedt livenummer. Masser af plads til jam. Masser af dynamik. Masser af energi! Og så fik jeg fyret grundigt op under spaden i en afsluttende solo a la Neil Young. Aaah!

I den næste sang kom keyboardspiller Martin Valsted på scenen, og dermed var hele det hold musikere, man hører på størstedelen af UNDER EN STJERNE, på scenen. Det var virkelig fedt for en gang skyld at have et stort band i ryggen. Der er masser af godt at sige om at spille som duo og trio, men forandring fryder, og det var en fornøjelse at stå midt i den massive lyd, som fem musikere frembringer.

Vi spillede solide versioner af fire sange fra albummet. Jeg havde aftalt med Martin, at jeg ville præsentere ”Den sidste bus er gået”, mens han spillede sangens intro med stemningsfuld orgellyd. Da jeg sagde til ham, at han bare kunne begynde at spille, kiggede han op på mig med et skælmsk udtryk og spurgte, om han bare skulle spille en hvilken som helst sang? Det var hans egne subtile måde, at gøre mig opmærksom på, at jeg faktisk var den eneste, der kendte sætlisten. Jeg forbarmede mig og fortalte ham, hvilken sang det drejede sig om. Der var en lille misforståelse i starten, der medførte, at bandet kom ind et vers senere end planlagt, men det var ikke nogen hørbar smutter. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, vi havde planlagt det sådan.”Den sidste bus er gået” var i øvrigt i særlig grad en fornøjelse at spille, fordi den er så enkel og giver masser af plads til spontanitet. Og så fik jeg også prøvet at være bandleder i en kvintet, hvor jeg kunne stå og dele soli ud. Skægt.

4. del: “Here Comes the Sun”.

Efter et stemningsfuldt pusterum med ”Tordenskrald og frydeskrig” forlod vores gæster scenen, og den stod på triorock igen. Vi havde i øvelokalet stået og leget lidt med at inddrage Beatles’ ”Here Comes the Sun” i vores egen ”Rev mig løs”. Ideen udsprang egentlig af, at jeg havde siddet og øvet mig på ”Rev mig løs” og pludselig havde siddet og spillet George Harrisons smukke sang. De to sange er meget forskellige, men deres budskaber passer meget godt sammen. En ting, jeg altid har været ret vild med ved U2s koncerter, især de tidlige, var når Bono pludselig begyndte at blande alle mulige andres sange ind i U2s egne numre. Nu gjorde vi det samme. Planen var, at gøre det midtvejs i sangen, men for at øge fornemmelsen af spontanitet (hvilket man kan gøre meget effektivt ved at gøre noget, der er helt uventet for alle, inklusiv bandet), indledte jeg sangen med at spille riffet til ”Here Comes the Sun”. Simon og Paw forholdt sig afventende, mens publikums reaktion var blandet. Der var undren (”er det ikke Beatles?!”) hos nogle, mens andre begyndte at synge med. Uden varsel gik jeg så i gang med ”Rev mig løs”, der som altid tonsede over stok og sten. Midtvejs slog vi så over i ”Here Comes the Sun”, og det gav nu pote, at jeg havde spillet en lille ”teaser” i starten. Det gav en fornemmelse af, at vende tilbage til noget. Vi spillede et par omkvæd, et vers, og så et omkvæd mere, hvor ”It’s all right” blev gentaget nogle gange, mens bandet piskede stemningen i vejret, og så … dæmpede vi os igen, hvorefter ”Rev mig løs” fortsatte, hvor vi havde sluppet den.

Aftenens vel nok hurtigste sang var ”Forfra igen”. Den er hurtig i forvejen, men det her var sindssygt! En sjov ting ved den sang er, at vi faktisk aldrig rigtig er blevet enige om, hvordan den starter. Derfor starter den på en ny måde hver gang. Denne aften foregik det ved, at jeg spillede riffet. Jeg regnede så med, at Paw kom ind med et brag, men han ”sneg sig ind” på tammerne. Der gik næsten lidt jamsession i det, mens vi prøvede at blive enige om, hvornår sangen rigtig skulle gå i gang. Paw tog teten og fjernede al tvivl med et indledende trommefill, og så var vi flyvende i et hæsblæsende tempo. Som altid sang folk med på sangens svarkor. Vi stoppede faktisk helt og lod dem synge et kort øjeblik, før vi sparkede til den igen.

”Forfra igen” gik direkte over i ”Nogen at snakke med”, som jeg bemærkede vakte jubel derude hos dem, der havde lært albummet at kende. Vi spillede en meget solid version. Endda i det rigtige tempo! Vores trioversion er tungere og mere brutal end albumversionen. Det er den nødt til at være for at fungere med kun tre instrumenter. Men det klæder den. Og hvor den på albummet kulminerer i en fælles opbygning, hvor vi er fem mand om at bygge den op, har trioversionen en afsluttende guitarsolo, mens Paw og Simon hele tiden øger intensiteten.

Igen var der ingen pause mellem sangene. ”Nogen at snakke med” deler tempo og toneart med ”Har vi hul igennem her”, så det lå lige for at splejse dem sammen. Den forløb som den plejer med præsentationsrunde hen imod slutningen. Simon spillede en fed bassolo, og Paw og jeg tog lidt pis på hinanden i bedste Gasolin’-stil. Jeg sagde, at han er ved at give Simon Phillips kamp til stregen som lydtroldmand, hvilket dog er omsonst, da han har gjort sin omverden døv med sit trommeri. Hans clairvoyante forældre gav ham det passende navn Paw. Paw svarede igen ved at sige, at mine forældre ikke var clairvoyante. De troede, jeg ville blive smuk som dem, og kaldte mig derfor Don. Først senere indså de deres brøler. (Her er det jo tydeligt for enhver, at Paw bare har dårlig smag i mænd.) I vanlig stil sluttede vi koncerten med at piske tempoet i vejret i det afsluttende riff. Stemningen var på kogepunktet, og i stedet for taktfast råb på ekstranummer, lød der i stedet et taktfast ”forfra igen! Forfra igen”. Godt nok er vi gavmilde, meeen…

5. del: “Godnat gamle Gimle”.

Vi havde tilladt os at gå ud fra, at folk gerne ville have mere, så ekstranumrene var planlagte på forhånd. De første to i hvert fald. David Ansbo, som i ca. 1998 var med til at starte TIES, som i 2003 blev til FAVN, var til stede denne aften, og det vidste vi heldigvis på forhånd. Da vi i 2006 var med til at lukke det gamle Gimle, havde jeg dengang skrevet en sang til lejligheden, hvor David faktisk var hovedpersonen. Da manden i årevis var fast inventar på Gimle, havde vi været sikre på, at han ville være til stede, men det var han ikke… Nu tog vi revanche og spillede sangen for anden gang nogen sinde, og ”Godnat gamle Gimle” sad lige, hvor den skulle. David kvitterede med at bede os om at spille til hans bryllup i august. Det ser vi frem til!

Derpå var det tid til den store finale, og Lars og Martin blev atter inviteret op på scenen. Vi manglede lige at spille et enkelt nummer (troede de): ”Vi lukker nu”. Den sang er en af vore ældste. Den oprindelige version, ”Closing Time”, er skrevet midt i 90’erne. I mange herrens år har den tjent som afsluttende sang i både TIES og FAVN, og nu er den omsider endt på et album, omend i en noget anderledes version end den oprindelige. Da vi havde spillet den, havde vi spillet samtlige 14 sange fra UNDER EN STJERNE, hvilket ville ende med at udgøre halvdelen af sættet. For det var ikke slut endnu…

Uden varsel begyndte jeg at spille akkorderne til vores undersatte version af 50’er- hittet ”Farmer John”, som hos os hedder ”Farmor John”. Vi spiller Neil Youngs version, som går i de samme tre akkorder hele tiden, så der var ingen tvivl om, at vores to overraskede medmusikanter nok skulle fange den. Sangen har ikke nogen egentlig form, så den udvikler sig hurtigt til ren jamsession, og så har den et simpelt svarkor, som det hurtigt blev åbenlyst, at mange derude kendte denne aften. Første gang jeg sang det, kom svaret prompte og højt. Fest! Især da sangen gik over i ”Wild Thing”. Og efter den var det stadig ikke forbi…

Jeg tror næppe, at andre end Simon og Paw havde set ”Twist and Shout” komme, men den var tydeligvis en kærkommen gæst hos publikum. En del af dem var i langt over to timer blevet bombarderet med materiale, som enten var helt eller delvis ukendt for dem, pånær en kort ”Here Comes the Sun” og en lige så kort ”Wild Thing”. Nu fortjente de en afsluttende godbid, hvor de bare kunne danse og synge med. Da sangen sluttede med et kaotisk forsøg på at forenes i den kromatiske opgang, som Beatles afslutter sangen med, var det tid til lige at tage røven på Lars, Martin og publikum en sidste gang. Jeg gik hen til mikrofonen, og sagde, at der nu kun var én ting tilbage at sige… Kunstpause… ”Well, shake it up baby, now!”, og en heftig reprise gik i gang. Og denne gang sad den kromatiske opgang i skabet.

Så var det forbi. Vi forlod scenen og skyndte os at hygge os med folk, der ikke overraskende snart begyndte at sive. Nogle skulle hjem. Andre i byen. Hvad vi skulle? Rydde hele lokalet, såmænd. Kælderen skulle bruges kl. 11 næste dag til et fastelavnsarrangement, så der var ikke noget at rafle om. Men vi har efterhånden erfaret, at festen ved releasefester for vores vedkommende er, når vi er på scenen. Så snart koncerten er slut, er festen snart forbi. Scene og lys skulle nu pilles fra hinanden og køres tilbage til Skt. Josefs Skole. Alt udstyr skulle pilles ned og pakkes i bilerne. Det tog såmænd kun små tre timer. Men vi var også hele Paw og undertegnede om det. Næsten. Simon og Lars dukkede op og gav en hånd med til sidst.

Vi kunne heldigvis konstatere, at der var solgt så mange cd’er og T-shirts, at vi ikke ville få underskud denne aften. Store sager! Overskud er ikke et begreb, vi opererer med. Vi regner med, at vi måske får bare et lille overskud, når vi bliver verdensberømte i Danmark. Ses derude! Og tak til alle jer, der var med til at gøre denne releasefest til vores bedste!

Don Falch

Sætlisten:

1.    Etellerandetsted
2.    Under en stjerne
3.    Genstart
4.    Afkrog af verden
5.    Lusen
6.    Hilsen til forårssolen (Dissing/Andersen)
7.    Vent!
8.    Hvor blev det hele af
9.    Alverden så på
10.  I nuet
11.  Min hånd holder fast i din

Pause

12.  Undergang
13.  Fugleskræmsel
14.  Lån en lille løgn
15.  Født i en metro
16.  Sikkerhed om bord
17.  Natten falder på
18.  Den sidste bus er gået
19.  Skær
20.  Tordenskrald og frydeskrig
21.  Rev mig løs/Here Comes the Sun (George Harrison)
22.  Forfra igen (Don Falch-Michael Falch)
23.  Nogen at snakke med
24.  Har vi hul igennem her

Ekstra:
25.  Godnat gamle Gimle
26.  Vi lukker nu
27.  Farmor John (Harris/Terry)/Wild Thing (Chip Taylor)
28.  Twist and Shout (Medley-Russel)