Fårene blev skilt fra bukkene i “Den Gule Stald”
D. 27/1- 2012 spillede FAVN i Kalvehave for første gang nogensinde. Koncerten fandt sted i Musikcafeen Den gule stald, som ligger smukt placeret ved Kalvehave Havn, og det var en koncert, som havde været meget tæt på at blive aflyst. Min stemme havde i fem dage været tæt på at forsvinde pga. forkølelse, og det havde ikke været sjovt, at skulle gå og krydse fingre for at koncerten kunne gennemføres. I december havde vi af samme grund med kort varsel måttet aflyse en koncert på Cafe Runddelen i København. Dertil kom, at vores livebassist Simon blev forhindret i at deltage i koncerten, som ellers var booket som et triojob. Det fik vi at vide ca. 14 dage før, og stod nu med to mulige løsninger: At gennemføre koncerten som akustisk duo eller at finde en bassist, der kunne spille jobbet med os. Den første løsning var absolut en mulighed. Vi har faktisk spillet langt flest duokoncerter i løbet af det sidste års tid. Problemet var bare, at der i lokalpressen var lagt op til en rockkoncert. Derfor valgte vi den sidste løsning, selv om den medførte stress, da både Paw og undertegnede havde et ret tætpakket program i forvejen. En ny bassist ville i sagens natur betyde, at vi skulle rive et par aftener ud af kalenderen, hvor der skulle øves med vedkommende.
“Vedkommende” var heldigvis ikke svær at finde. Emil Winther er lillebror til Paws kæreste, Stine, og betjener bassen i bandet Red Deer Jebediah. Han tog med glæde udfordringen op, og tog opgaven meget alvorligt, for han ville “ikke stå foran publikum og lave noget lort”. Så der blev øvet, og da vi mødtes til en anden og sidste øver, aftenen før koncerten, stod det klart, at Emil havde gjort et solidt forberedelsesarbejde. Vi kunne med ro i sindet sætte kurs mod Kalvehave. Det vil sige… Min stemme var stadigvæk ikke i topform. Jeg havde det, som om jeg havde inhaleret en ordentlig gang støv. Jeg kunne godt synge. Spørgsmålet var bare, hvor længe…
Nu var det jo januar, og der var oven i købet håndbold semifinale i TV, så man kunne med rette have sine bange anelser mht. fremmødet denne aften. Det viste sig dog, at Den gule stald har et talstærkt og trofast publikum, der dukker op, når der er et arrangement. (Det er derfor, vi er så glade for musikforeninger.) Efter koncerten undskyldte arrangørerne endda, at der ikke var kommet flere! For mig at se var der altså ret godt fyldt op.
Første sæt var et akustisk duo-sæt. På den måde havde vi kunnet spare Emil for at skulle lære hele tre sæt, og desuden var det helt klart en god beslutning, da en del af det publikum, der havde sat sig bagerst i “stalden” ikke just var vårharer, og det skulle senere vise sig, at rock med knald på ikke lige var deres kop te. Men det akustiske sæt gik rent ind. Det var et lyttende og opmærksomt publikum, der endda kunne finde på at danse.
Alle fotos og videoer i dette indlæg er af Claus Christensen, som Paw og jeg sidst så for over ti år siden. Han var nemlig chauffør for Michael Falch, da jeg i 2001 var support for ham i Ramsø Musikhus. Siden har vi “mødt” Claus igen på Facebook og skrevet lidt sammen, så hans besøg var ingen overraskelse. Jeg havde spurgt ham i en mail, om han havde nogle ønsker. Han kunne godt tænke sig, at høre noget med TIES, som er det band, der i 2003 blev til FAVN. Da vi sidst mødte Claus, havde vi netop færdiggjort TIES’ første (og eneste) album. Jeg følte mig ret sikker på, at Paw og jeg kunne spille en ret solid udgave af sidste sang på det album, “Right Outside These Walls“. Så den spillede vi bogstavelig talt for første gang siden TIES’ sidste koncert i februar 2003. Vi havde ikke engang øvet den. Alligevel sad ALT i skabet. Man skulle tro, vi sidst havde spillet den i går.
I andet sæt skulle Emil så på arbejde, og han gjorde det så godt, at jeg faktisk er ret sikker på, at jeg lavede flere “bøffer” end han. Hatten af for den indsats! Efter at have lagt blødt ud med “Tordenskrald og frydeskrig” kastede vi os ud i Kim Larsens “Sylvesters drøm”, som jeg altid har haft lyst til at spille. Da den er meget simpel, var dette en glimrende lejlighed til at spille den, fordi Emil så ikke behøvede at bruge den store energi på at lære den. Vi spillede den én gang aftenen før, og leverede så nedenstående version, som, udover en smule rod i teksten, er ret solid.
Nu forvandlede koncerten sig ret hurtigt til en rockkoncert, og her var det så, at fårene blev skilt fra bukkene. Efter en svedig version af “Langebro”, som Claus ærgrede sig gul og grøn over, at han ikke fik optaget, blev det for meget for en del af publikum. De råbte, at vi skulle skrue ned. En anden del af publikum syntes, vi var fantastiske, og råbte, at de utilfredse da bare kunne skride hjem, hvis de skulle være så gamle og sure. Det gjorde de så. Egentlig har vi i snart mange år været dygtige til at undgå den slags situationer, fordi vi bare har kunnet sadle om og spille mere afdæmpede country- og folkprægede versioner af numrene. Problemet var imidlertid, at vi med Emil på bas ikke var helt så fleksible, og at vi stod i en situation, hvor vi måtte vælge, hvilken del af publikum, vi ville tilgodese. Vi valgte rockpublikummet. Rock er fysisk musik og kan ikke spilles lavt. Sådan er det. Take it or leave it. Dvs. det KAN selvfølgelig lade sig gøre, ligesom det kan lade sig gøre at drikke en doven og lunken bajer. Sådan nogle serverer vi bare ikke.
Tredje sæt startede vi så forsøgsvis med folkede versioner af “Fugleskræmsel” og “Lån en lille løgn”. I sidstnævnte kom Emil virkelig på arbejde, for vores folkversion er en tone lavere end rockversionen. Som ren rutine startede jeg den sådan, men ret hurtigt kunne jeg høre, at bassen var ude og lede efter toner, og det gik for sent op for mig, at Emil jo kun havde lært rockversionen, og nu altså måtte forsøge at hænge på i en anden toneart. Det lykkedes nu ret godt, da han først havde fundet melodien, om jeg så må skrive.
Da Claus tidligere havde ærgret sig sådan over ikke at have foreviget “Langebro”, var jeg nu så venlig at præsentere det næste nummer, Malurts “Mød mig i mørket”, som vi ofte spiller, men som denne gang var noget særligt, da vi befandt os meget tæt på Michael Falchs gamle hjem i Kalvehave. Claus bad os panisk om at vente, til han var klar.
Efter “Mød mig i mørket” begyndte publikum søreme igen at skændes indbyrdes. Denne gang udløst af en kvinde, der sad lige foran mig (og til tider bogstavelig talt skreg med på musikken, hvilken kan høres i ovenstående video). Hun mente, at man skulle holde sig til originalversionen, når man spiller andres sange. Det er jo et noget mærkværdigt synspunkt, og det øvrige publikum erklærede også højlydt, at de var af en ganske anden mening. Udtalelsen blev ikke mindre besynderlig af, at vores version af “Mød mig i mørket” faktisk ligger ret tæt på originalversionen i modsætning til flere af de andre (få) covernumre, vi havde spillet i løbet af aftenen.
I “Forfra igen” oplevede vi for en sjælden gangs skyld, at et ellers begejstret publikum nærmest nægtede at synge med. Og så endda i Kalvehave, hvor omkvædets ophavsmand havde boet og levet blandt dem. Ak ja… Vi ilede videre og tog dem med storm i det traditionelle klimaks, “Har vi hul igennem her”.
SÅ var de også kommet så meget op at ringe, at der ikke kunne være tale om, at vi stoppede nu. Tre ekstranumre fik de. Først vores egen “Vi lukker nu”, som skabte godt gang i dansegulvet. Derpå Springsteens “Glory Days”, som var endnu et nummer, vi havde øvet specielt til Claus, som ligesom os er kæmpe Springsteenfan. Da jeg præsenterede den, var han dog tilsyneladende faldet i staver. Jeg spurgte, om folk var klar til noget Springsteen. Der lød et begejstret brøl fra alle andre end Claus, som simpelthen ikke havde hørt det, selv om han sad lige foran os. Jeg prøvede igen, direkte henvendt til ham. Stadig ingen reaktion. Det øvrige publikum hjalp nu med at vække ham, og da det nu gik op for ham, at der var Bruce på programmet, reagerede han med stor begejstring.
Vi lukkede og slukkede med “Twist and Shout”, hvor jeg næsten måtte slås med publikum om mikrofonen. Det var en lidt forvirret version til at starte med, for jeg sang “Twist and Shout”, mens de sang “La Bamba”, men vi blev dog efterhånden enige. I bedste Springsteen-stil startede jeg den igen, da den ellers var slut. Det var næppe kommet bag på vores sædvanlige livebassist Simon, men det kom fuldstændig bag på Emil, der fik meget travlt med at få tændt basforstærkeren igen. Så kunne min stemme heller ikke mere, men den havde holdt hele aftenen.
Vi glæder os til et forhåbentlig snarligt gensyn med Den gule stald. Arrangørerne var så begejstrede, at det gensyn vist ikke bliver i en alt for fjern fremtid.
Don Falch
Sætlisten:
1. Lusen
2. Under en stjerne
3. Genstart
4. Afkrog af verden
5. Guleroden (Kim Larsen)
6. Vent!
7. Alverden så på
8. Right Outside These Walls
9. Min hånd holder fast i din
Pause
10. Tordenskrald og frydeskrig
11. Sylvesters drøm (Kim Larsen)
12. Undergang
13. Sikkerhed om bord
14. Et sted derude (Steffen Brandt)
15. Født i en metro
16. Langebro (Larsen-Beckerlee- Jönsson/DP)
17. Natten falder på
18. Den sidste bus er gået
Pause
19. Fugleskræmsel
20. Lån en lille løgn
21. Mød mig i mørket (Malurt)
22. Burhøns (Peter A. G. Nielsen)
23. Nogen at snakke med
24. Forfra igen (Don Falch – Michael Falch)
25. Har vi hul igennem her
Ekstra:
26. Vi lukker nu
27. Glory Days (Bruce Springsteen)
28. Twist and Shout (Medley-Russel)
